søndag den 13. juli 2014

{En seriøs} Chokoladekage med hindbærcreme


Det er nok ikke en hemmelighed længere, at jeg elsker at bage. Derved nyder jeg også at blive spurgt om at give et bidrag til et kagebord.

Når sådanne et tilbud kommer fra en kære veninde, til hendes bryllupsreception, skruer man lige en tand op for niveauet ;)

Derfor er dette den nok mest seriøse chokoladekage, jeg nogensinde har lavet. Men jeg vil understrege at med tid til rådighed, kan de alle lave den.

Kage i sig selv er lidt tung og kan klart anbefales med kaffe til.

Opskriften stammer fra den amerikanske bagebog: miette.
Hvorved jeg har omregnet målene til danske og lavet enkelte ændringer..

Men læs videre og se om du ikke har en lyst til at gøre mig kunsten efter?

Til en chokoladekage (alm. springform)
3,5 dl. mel
3 dl. kakao
1½ tsk. natron
½ tsk. bagepulver
3/4 tsk. salt
60 g. mørk chokolade {70 %}
2,3 dl. kogende vand
2,3 dl. sødmælk
½ tsk. vaniljesukker
2 æg
1,2  dl. olie
5,3 dl. sukker

Hindbærcreme:
2,7 dl. sukker
0,7 dl. vand
5 æggehvide
680 g. usaltet smør
2 spsk. vaniljeekstrakt
2 fl. hindbærekstrakt eller kog selv saft fra 5 dl. hindbær, 2 spsk. vand og 1 spsk. sukker.

Start allerførst med at tænde ovnen på 180 grader og smør din springform og mel den til med kakaopulver.


Bland mel, kakao, natron, bagepulver og salt sammen i en skål, og sæt den til siden.

Hak chokoladen groft og kom den i en skål der kan tåle høj varme. Herefter hælder du det kogende vand over chokoladen. Rør i blandingen indtil chokoladen er smeltet. Lad det køle af i 15 min.


I en ny skål røres mælken og vaniljesukkeret sammen, og stilles til siden.

Nu skal røremaskinen frem! Start med at piske de to æg ved høj fart i ca. 2 min. Derefter sæt farten ned og hæld olien i skålen. Bliv ved med at piske indtil det hele er blandet godt sammen.


Ved lav fart tilsættes nu den afkølede chokoladeblanding. Derefter hældes mælkeblandingen forsigtigt i. Tilsæt sukkeret og rør indtil hele blandingen er glat og lækker ;)

Stop nu rørmaskinen og rør melblandingen i ved håndkraft med en dejskraber. Pas på med ikke at røre for længe, det skal kun lige være blandet sammen.

Inden dejen hældes over i springformen, skal den gennem en si for at sikre at alle klumperne er væk.

Hæld derefter dejen i springformen og bag chokoladekage i ca. 45 til 50 min.

Imens kagen bliver bagt, kan du starte på hindbærcremen. Det er bedst at bruge cremen så snart den er lavet, eller stille den direkte på køl.

Kom sukker og vand i en gryde og kog det op til 120 grader. Det er vigtigt at det ikke får for meget!

Imens kan du piske æggehviderne til de er helt stive.

Lige så snart sukkeret er kogt til sirup, hældes det langsomt i hviderne. Men pas på sukkerblandingen er meget varm! {Brug kun varmesikret redskaber til at røre i blandingen, jeg ødelagde en dejskraber på den måde..} Lad røremaskinen blive ved med at køre indtil blandingen er kølet ned til stuetemperatur.

Når blandingen er kølet ned, kan du tilsætte det usaltet smør lidt ad gangen. Giv røremaskinen tid til at indarbejde smørret, før du tilsætter nyt. Efter at al smørret er tilsat, skal vanilje- og hindbærekstrakt tilsættes.



Du kan opbevare cremen i en plasticpose i køleskabet, indtil det skal bruges.

Samling af kagen:

Når kagen er afkølet, deles den i to og et lag af hindbærcremen sprøjtes i midten. Læg toppen på og smør et lag af hindbærcremen ud på toppen.



Har du tid og lyst, kan du evt. pynte kagen med små figur af fondant.

Kagen skal gerne have stuetemperatur, når den serveres. Da smørcremen ellers gør den meget svær at skære.

Chokoladekagen går særlig godt med kaffe til ;)

God fornøjelse!


Ingen kommentarer:

Send en kommentar