søndag den 23. februar 2014

Chokoladetærte med marengs

Til nogle forsamlinger skal der noget lidt mere ekstraordinært til. Sådanne en forsamling var jeg til, for nogle dage siden.
Derfor valgte jeg at prøve kræfter med noget nyt, nemlig marengs.  Med spænding, forventning og lang tid med håndmikseren, fik jeg pisket en god gang marengs sammen. Og kan nu med fryd konstatere at det slet ikke er så svært, som først antaget!
Denne opskrift er en kombination af noget let og sødt sat sammen med noget mere tungt og kraftigt. Prøv den, og vurdere for dig selv ;)
Opskriften stammer fra: http://www.grenes.dk/index.php?page=53&blog=160&lang=32
Til en tærte:
Mørdej
200g mel
100g smør
50g flormelis
½ æg
 
Chokoladefyld
150g chokolade
100g smør
100g sukker
1 æg
50g mel
 
Marengs
4 æggehvider
200g sukker
 
Først starter man med at lave mørdejen. Den kan med fordel laves dagen før.
Alle ingredienserne blandes sammen til en ensartet dej, og stilles derefter på køl i mindst 1 time.
 
Dejen rulles tyndt ud og bages i 15 min., ved 175 grader. {For at sikre at kanterne ikke falder ned under bagning, læg et styk bagepapir over dejen og hæld ris i, for at holde kanterne på plads.}
 

Chokoladefyldet kan laves imens bunden bliver bagt.
Smelt chokolade og smør i et vandbad. {Husk den gyldne regel omkring ingen vand må komme i chokolade!} 

Derefter piskes æg og sukker sammen i en anden skål, de skal piskes så stive som muligt. Hæld herefter chokoladeblandingen i og tilsæt melet.
 
Fyldet skal først hældes i dejen, når bunden er kold. Stil hele herligheden på køl, indtil chokoladen er stivnet.

 
Mens du venter, kan du begynde på marengs. Æggehviderne skal piskes i en fuldstændig ren skål! Tilsæt sukkeret lidt af gangen.
 
 

Når chokolademassen er stivnet, hældes marengs over og smøres ud som et låg.
 

Tærten skal bages i 35 min. På 160 grader varm ovn.
 
Endvidere oplyser Søstrene Grene at tærten ikke må komme på køl, men skal opbevares ved stuetemperatur. {Så længe nåede disse dog ikke at leve…}
 
God fornøjelse!

Ingen kommentarer:

Send en kommentar